| << Tilbage
 |
HAVNENYT EFTERÅRET 2011
Download en PDF-fil med Havnenyt Efterår 2011 - klik her!
En sejlsæson der er set bedre.
Så blev det efterår, dog er
det her i skrivende stund pludselig blevet rigtig sommer med varmerekord i
oktober måned - ja man undres, men som nævnt så kunne sejlsæsonen godt have
været bedre. Juni måned var faktisk rigtig fin, men så kom juli og august med
denne sæsons mest ustabile vejr, med regn og blæst. Det ene lavtryk afløste det
andet, - ja lavtrykkene lå som perler på en snor ude i Nordsøen og bankede
konstant på døren til de danske farvande. Det afspejlede sig også direkte i
gæstebesøget i Dragør. Her medio oktober kan vi gøre tallet op og det viser sig,
at vi på samme måde som andre havne har haft en nedgang i antallet af
besøgende, vores er på ca. 10 %.
På Havnekontoret
har vi igen i år oplevet at enkelte af vores bådejere forventer, at vi med ½ times varsel kan sikre at den
pågældendes havneplads er ledig, når man kommer hjem. Det kan vi desværre ikke efterkomme. Vi vil
meget gerne hjælpe med
at den pågældende havneplads
bliver ledig, men giv venligst Havnekontoret besked i god tid, gerne dagen før,
så også gæsten der ligger på den pågældende havneplads, får et rimeligt varsko.
Vi skal ligeledes benytte
lejligheden til at gøre opmærksom på, at det er bådejeren selv der har ansvaret
for sin båd, fortøjninger m.m. når båden ligger på sin havneplads. Tilsvarende
er det bådejerens pligt at tilse båden, stativer m.m., når nu båden er kommet
på land. Endelig skal det nævnes, at både der stå på land for vinteren IKKE må
have mast på.
Der foregår i disse dage
ligeledes et meget stort arbejde på Havnekontoret med at kontakte de mere end
300 personer som vi har på hhv. den aktive og passive venteliste til havneplads
i Dragør. Kommunalbestyrelsen vedtog sidste år, at alle der fortsat ønsker at
stå på havnens ventelister skal betale kr. 100,00 om året gældende fra 2011.
Husk nu ligeledes at inddrage
indhalerliner for at forebygge skader på pælene i forbindelse med isdannelser,
og fortøjningerne når i tager båden på land, så vi kan komme til at sprøjte
broerne mod algevækst.
En bådejer valgte for et par
år siden at lade hånt om sin betaling for havnepladsen til havnen. Havnekontoret
har nu i samarbejde med kommunens jurist fulgt sagen helt til dørs, og det er
blevet meget bekosteligt for den pågældende. Moralen i denne sag er, at det
absolut ikke kan betale sig at lade 5 og 7 være lige.
VM i
Dragør
 Som det er mange bekendt så gennemførte Dragør
Sejlklub i samarbejde med Kongelig Dansk Yachtklub (KDY) og Dragør Kommune,
herunder selvfølgelig også havnen, et meget stort verdensmesterskabs
arrangement i juli måned for sejlbådstypen J 80. Der deltog i alt næsten 80
både fra alle egne af verden. Det krævede en del forberedelse og planlægning af
alle parter. I den uge hvor mesterskabet blev afviklet, var der mange spændende
nye sprog og dialekter på havnen. Arrangementet blev en stor succes og det
fortælles, at tilfredsheden var så stor, at KDY meget gerne igen vil bruge
Dragør som base for store internationale arrangementer. Havnen vil gerne her
sige tak for godt samarbejde med KDY, Dragør Sejlklub, Dragør Fortet, og
selvfølgelig også kommunens medarbejdere i Plan og Teknik, der alle stillede op
og bidrog, når der var behov for det.
Dragør Havn kom for alvor på verdenskortet
i denne forbindelse.
Vedligeholdelse af havnen
I løbet af sommeren er der
foretaget udskiftning af hammeren adskillige steder i den gamle havn, masteskuret i
lystbådehavnen er malet 2 gange med træbeskyttelse. På de inderste pladser i
lystbådehavnen er der oprenset for ”nedfaldne” sten fra kanten af bolværket, så
pladserne igen kan benyttes.
Fortøjning ved broen Landgangen i
Lystbådehavnen
Vi har tidligere omtalt her i
Havnenyt at det stykke bro, hvor der ikke er pælepladser kun er til af - og
tilrigning, proviantering og tilsvarende. Det er ikke meningen at både skal ligge der i længere perioder. Skal der
repareres større ting, må man kontakte Havnekontoret, der så vil være
behjælpelig med en evt. bugsering fra og til egen havneplads. I sæsonen er det den eneste deciderede
gæstekaj vi kan anvise i lystbådehavnen.
Præstø ulykken – kan vi lære noget af
den?
Den Maritime Havarikommission har udgivet en rapport over det hændte, og der er flere ting vi alle kan tage
ved lære af. En af de ting der nævnes er, at man skal lytte til vejrmeldingerne
og handle derefter og sørge for en sikker kommunikation. En væsentlig årsag til
at så mange blev reddet, var ligeledes at de alle (bortset fra én – og han
omkom) bar svømmeveste. Dog havde det været bedre, hvis der havde været anvendt
redningsveste, der holder en bevidstløs person flydende med ansigtet opad,
det gør en svømmevest jo som
bekendt ikke. Husk derfor at tage redningsvesten på, når du går ombord. Anskaf
kun redningsveste i de farver der let kan ses – IKKE blå f.eks.
Hærværk på havnen
Det er vi desværre heller
ikke sluppet for i år. På et tidspunkt blev det så slemt, at vi måtte sætte et
vagtværn på opgaven. Det har vist sig, at det bl.a er lokale unge med indgående
kendskab til havnens faciliteter - der synes at det er skægt at ødelægge havnens inventar og bygninger,
gøre toiletter og baderum uanvendelige, indtil der er foretaget en
hovedrengøring. Derfor har vi måtte investere i videoovervågning af adgangen
til vores toiletter og baderum. Videoovervågningen er etableret efter samråd
med Københavns Politi.
I løbet af foråret var
Havnekontoret udsat for 2 indbrud, så her har vi også måtte installere
videoovervågning. Tyveri fra Jollehavnen har ligeledes været et stort problem i
år. Der er stjålet motorer, benzintanke, og andet bådudstyr. Det er vigtigt at
hver enkelt bådejer underretter Politiet. Så vores råd til bådejerne generelt
er, at så vidt muligt tage alt af værdi med hjem efter sejlads. Trist at det
har grebet sådan om sig.
Regler for forlængerledninger!
Foreningen af Lystbådehavne i
Danmark (FLID) har undersøgt det:
Når båden ligger i vandet
skal der jf. stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6 kap. 709 om Marinaer,
anvendes materiel i kapslingsklasse IP 44. Det anbefales imidlertid, at
bådejernes ledning følger Stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6, kap 708 vedr.
Campingpladser og Campingvogne, da effektbehovet i lystbåde er meget
tilsvarende det man kan forvente i
Campingvogne. I Kap.708 er der krav til den ledning der forbinder campingvogn
og pladsens udtag. Der skal her anvendes en H 07RN-F ledning med et minimum
tværsnit på 2,5 mm2 (det er betegnelsen som sort CEE gummiledning med CEE stik
i begge ender) Ledningen er dobbeltisoleret, hvilket er en sikkerhedsmæssig
fordel, såfremt ledningen ved en fejl eller et uheld ligger i vandet, på sin
vej fra bro/stander til båd. Havnen kan derfor i sit individuelle
ordensreglement overveje at
stille krav om, at kun sådanne ledninger må anvendes.
Husk at strøm til både der
stå på landpladserne kun må være tilsluttet, når man er ombord eller i færd med
at arbejde på båden. Det er bestemt ikke for at genere bådejerne at
Havnekontoret har indført denne regel, men af sikkerhedsmæssige årsager. Vi ser
hvert år at bådejere anvender almindelige 3 stiksdåser o.lign, altså stik der er lavet til at ligge
hjemme i stuen og IKKE på en fugtig havn. Ved den store bådbrand på Ishøj Havn
for et par år siden, er det efterfølgende kommet frem, at det var på 12 / 24
volt siden at der skete den kortslutning der forårsagede branden, så
endnu et godt råd er at
afmontere batteriet og tage det med hjem, når båden er kommet på land.
Ansvarsforsikring
Igen til foråret vil
Havnekontoret indkalde et antal bådejere, for at få dokumentation for at de
pågældende har en betalt ansvarsforsikring på deres båd. Det er jo som bekendt
et krav for at have en havneplads her i havnen.
Havnekontorets åbningstider.
Som omtalt i forårs udgaven
at Havnenyt gennemførte vi et forsøg med ændrede åbningstider i sæsonen, og det
har vist sig, at det umiddelbart ikke har været et problem. Vi vil fortsætte
med den ændrede åbningstid fremover.
Åbningstiden vil så være:
I sommerperioden (1/6 – 31/8)
er Havnekontoret åbent alle dage kl. 08.00 -10.00, 11.00 -12.00 og 16.00 -1800.
I perioden 1/10 – 30/5 er der
åbent alle hverdage mellem kl.11.00 og 12.00. Torsdage tillige mellem 17.00
-18.00
Havnens adresse er :
Dragør
Havn Gl. Havn 2, 2791 Dragør
e-mail: havn@dragoer.dk
Telefon 3289 1570
Fax 3253 2032
Havnens
hjemmeside www.dragoerhavn.dk
Havnenyt udgives af Dragør Havn efter behov
Link til Havnenyt Forår 2011
Klik her for Havnenyt efterår 2010 |